Velkommen til
Har du lyst, kan ogspå du læse om min tur på Route 66 fra Chicago til Los Angeles her.
|
Velkommen til
Har du lyst, kan ogspå du læse om min tur på Route 66 fra Chicago til Los Angeles her.
|
|
Opskrifter
Chili Con Carne
Ingredienser:
150-200 gram bacon
4 løg
2-3 fed hvidløg
Olivenolie
4 strøgne teskefulde stødt chili
500-600 gram oksebov eller almindeligt hakket oksekød
200 gram soltørrede tomater i olie
3 friske røde chilier (gerne habanero :D. Nej, just kidding.)
1 stang hel kanel
4 dåser flåede tomater
vand
2 dåser kidneybønner
75 gram mørk og bitter chololade
salt
peber
sennep
Honning
Hak løg og hvidløg meget fint.
Hæld 4 spiseskefulde olivenolie i en middelvarm gryde og steg bacon sammen med løgene, til løgene er bløde.
Tilsæt chili og rør rundt.
Skær kødet i mindre stykker og hak det i en foodprocessor, hvis det er oksebov.
Bland kødet med løg og krydderier.
Fjern kernerne fra chilierne og blend dem sammen med de soltørrede tomater.
Hæld blandingen ned til kødet. Den hele kanel koges med.
Tilsæt de flåede tomater.
Fyld den ene tomme dåse med vand og tilsæt det. Læg låg på gryden og lad retten simre i halvanden time.
Efter en time tilsættes de drænede kidneybønner.
Umiddelabrt før servering tilsættes chokolden, og når det er smeltet kan der frådes. Smag til med salt og peber.
Bagværk
Morgenboller
Af portionen bliver der ca. 18 boller.
25 g gær
7 dl koldt vand
3 spsk. olie
1 spsk. salt
150 g. havregryn
ca. 3/4 kg hvedemel (muligvis skal du ikke bruge det hele)
Drys: Brug fx. blå birkes, sesamfrø, havregryn, græskarkerner, eller solsikkekerner
Rør gæren ud i koldt vand og tilsæt olie, salt, honning og havregryn.
Rør dejen glat med hvedemel, den skal være en smule klistret.
Dæk skålen med plastikfilm og sæt den i køleskab natten over.
Dagen efter røres dejen igennem og sættes ved hjælp af en ske som store klatter på en bageplade beklædt med bagpapir.
Drys dem med det du kan lide eller har og lad bollerne hæve ca. 30 minutter.
Spray dem eventuelt med lidt vand inden du sætter dem i ovnen og bages ved 220 grader i ca. 20 minutter.
Grov boller
170 g blandede kerner og frø, fx. bulgur, hørfrø, sesam.
80 gram blandet klid
5 dl. vand kogende
1 spsk honning
2 tsk salt
50 g gær
1 spsk. olie
2œ dl cheasy A-38
100 g speltmel
100 g sigtemel
100 g grahamsmel
ca. 400 g hvedemel
Bland klid og kerner i en skål. Hæld det kogende vand over (kan være mælk) og lad det stå og bløde godt ud.
Når kernerne er bløde tilsættes gær, salt, honning, olie og A-38 (andre surmælksprodukter kan bruges.) Røres godt sammen grovmelet tilsættes der røres/æltes godt og hvedemelet tilsættes lidt af gangen, til dejen har den rigtige konsistens. Dejen hæver en œ time, æltes og formes til boller (Den størrelse man nu synes) eller flütes hæver igen œ time og bages ved 200 grader til de lyder hule når man banker på bunden af dem.
Pæretærte
325g mel
200g smør (ikke kærgården eller andet pjat!)
100g flormelis
1 æg
6-8 pærer (husk at de svinder lidt efter en tur i gryden!)
1 sp.sk. vaniljesukker
2 sp.sk. sukker
Pærerne halveres, skrælles og puttes i en gryde med œ dl vand, vaniljesukker og sukker. De hygger sig ved svag varme i 20-30 min derefter hældes væden fra og pærerne stilles til side.
Smørret smuldres i melet og flormelis sigtes i blandingen. Pisk ægget og gem 1 spiseskefuld til at pensle tærten med - resten bruges til at samle dejen. Stil dejen i køleskabet med film over i en œ time.
Tag 2/3 af dejen og rul ud imellem to stykker husholdningsfilm. "Pladen" skal være stor nok til at dække hele tærtefadet ud over kanten. Bunden lægges i fadet, trykkes på plads, og det overskydende skæres fra. Prik bunden med en gaffel også rundt i kanten.
Læg nu pærerne i tærten og skær evt. to halve pærer i mindre stykker til at fylde huller ud med.
Den sidste 1/3 af dejen rulles ud til et tyndt låg og lægges ovenpå fadet (det er vigtigt, at det er stort nok til at række ud over fadet HELE vejen rundt!). Med kagerullen trykker du nu låget på plads og skærer dermed overskydende dej af, som du kaster efter hunden (eller former til obskure figurer, som du lægger overpå tærten).
Så skal tærten bare pensles med den resterende æggeblanding og puttes i en 200 gr (180 gr ved varmluft) varm ovn i 35-40 min.
Serveres lun med minimum 18% creme fraiche - Velbekomme!
"chef kokkens galop kage"
150 g magerine
125 g melis
2 æg
3 dl mel
2 tsk bagepulver
2tsk vanillie
2 - 3 æbler
kanelsukker efter behov
bland magerine, melis, æg, mel, bagepulver, vanillie!
hæld hele herligheden i en springform, skræld æbler og skær dem i skiver, drys rigeligt med kanelsukker over, og så i ovnen 30-40 min ved 200 grader!
tilbehør: creme fraiche
En hurtig og lækker kage, far er et hit når han bikser den sammen
Brunsviger
Ingredienser:
250 g mel
2 tsk sukker
75 g smør/margarine
1Œ dl mælk
25 g gær
Glasur:
75 g smør/margarine
75 g brun farin
Fremgangsmåde:
Mel og sukker blandes, fedtstoffet smuldres deri tilsættes. Gæren røres ud i den lunkne mælk, alt blandes og æltes godt sammen. Dejen dækkes til og stilles til hævning et lunt sted ca. 20 minutter.
Dejen rulles ud og lægges i et stort, fladt smurt ovnfast fad eller i det halve af bradepanden. Dejkanterne bøjes lidt op langs kanten. Dejen efterhæves 10-15 minutter, hvorefter man, med en finger, laver nogle fordybninger i dejen. Fedtstoffet halvsmeltes og røres med farin. Denne blanding hældes over dejen. Bages 25-30 minutter ved 200 grader.
|
USA - Route 66
Denne side og alle de underliggende sider vil beskrive min tur tværs over USA.
Jeg vil køre ad den historiske Route 66 fra Chicago til Los Angeles. Dette vil jeg gøre på en Harley Davidson Road King. Turen er på 19 dage, og vil bringe mig igennem følgene 8 stater:
- llinois
- Missouri
- Kansas
- Oklahoma
- Texas
- New Mexico
- Arizona
- Californien
Route 66 er grundlagt 1926 og virkede som hovedvej indtil 1985, hvor den blev taget ud af hovedvejssystemet. i 90erne begyndte den dog at blomstre op igen, da folk begyndte at køre ruten selv. Den går derfor også nu under navnet Historic Route 66. Ruten er knap 4000 km lang, og bringer mig igennm 3 tidszoner.
Undersiderne er delt op med en side per dag jeg kører.
En biker - Ala tyskland - På sin Road King |
Old Fashion Tank ala 60erne i Ordell |
Old Chain Of RockBridge |
Baren ved Devils Albow - Et absolut must på disse kanter |
En af mange Rainbow bridges undervejs - Denne i Kansas |
Big Texan Steakhouse - Et must på Route 66 |
Midtpoint Café - Skulle være nøjagtig midt imellem Chicago og Los Angeles |
Santa Fe - Første stref af Mexicos indflydelse |
The Continetal Divider |
Monument Valley |
The Glen Canyon Dam - Næsten så stor som Hoover Dam |
Grand Canyon |
Meteor Crater |
Seligman - Oatman - Igen et must see (Bare det ikke havde regnet) |
Bagdad Café |
Solvang - En lille dansk oase midt i USA - Eller er det ? |
USA Generelt
USA
Landet USA er stort. Enormt stort. Og imellem byerne, hvor afstandene er store, er der ingenting.
Man kan snildt her køre 100 kilometer uden at der kommer andet end afkørsler til den ene ranch efter den anden.
Det er slet ikke noget vi er vant til i Danmark. Her kan v jo dårligt kører 10 kilometer uden at der kommer en eller anden form for by.
Naturen er varigerende. I hvert fald i de stater vi har været igennem.
Startende med grønt, som på mange områder kan minde om skandinavien.
Sluttende med de store vidder, de golde prærier, de rå bjerge etc.
USA har i store træk det hele.
INFRASTRUKTUR
Intrastrukturen i USA fejler intet. Langt de fleste veje her er i rigtig god stand. Skiltning er god. Hvis man ved, hvad man kører efter, er det ikke til at køre galt. Selv ude på bøhlandet langt fra den nærmeste by er vejene gode.
Og amerikanerne kører rigtig pænt. Faktisk ville de nok sige, at vi danskere kører ad h....... til.
På motorvejen er der praktisk ingen der kører for stærkt. Og taget i betragtning at mange steder er trafikken ikke overvældende, motorvejene er lange og lige, og at fartgænsen er 75 mph (og det er kun i enkelte stater. Faktisk er der steder, hvor den er helt nede på 65 mph) er der ikke mange der kører for stærkt.
Jeg kørte på et punkt 80 mph (godt 125 km/t) - Jeg blev ikke overhalet en eneste gang.
Og når de overhaler - Ja så skal de kunne se mindst 2 km frem. Sådan virker et i hvert fald. De trækker så ud langt bagved en, bruger lang tid på at komme langt foran, før de trækker ind igen.
Det kunne danskerne nu godt lære lidt af en gang imellem.
I byerne er fatgrænsen meget varigerende. Og heller ikke her kører folk for stærkt. Specielt i skoleområder, hvor fartgrænsen er helt nede på 20 km/t - Ja det overholder de. Det kunne danskerne lære noget af.
I lyskrydsene er det tilladt at dreje til højre, selvom der er rødt. Lidt underligt, når vi er vant til ikke at gøre dette.
MAD og DRIKKE
I alle byer, som vi har været i indtil nu store som små, har de utallige junk food dinners.
Alt findes alle steder. McDonalds, Burger King, Wendys, Sonic, KFC, Pizza Hut, Starbucks og hvad har vi. Nævn en, og den er der. Og disse steder servere jo ikke ligefrem det sundeste og mest fedtfattige mad.
Alene af denne grund, er der ikke noget at sige til, at de er store herover. Her tænker jeg rent fysisk. Der er virkelig mange overvægtige.
Man kan også finde de små og dejlige restauranter. Men så skal man køre lidt rundt i downtown af byerne. De findes. De er ikke specielt dyre, men åbenbart ikke det mest foretrukne.
En amerikaner fortalte mig desuden, at man arbejde meget her. Mere end i Danmark. Derfor er der simpelthen ikke tid til, at familien laver mad, når begge forældre er hjemme og har hentet børn. Så det er slet ikke usædvanligt, at man spiser ude adskillige gange om ugen. Og er det på disse junk food dinners - Ja så skal de jo ende med at blive store.
Drikkelse - Ja det er jo på barerne man får det.
Dog ikke hvis det er søndag, for så er det kirketid. Faktisk var vi i byer, hvor man ikke må sælge alkohol nogen steder overhovedet om søndagen.
Det er alligevel noget anderledes end vi er vant til i Danmark. Tænk dig - Gå ud på en restaurant søndag aften, få en dejlig middag, og så kan du ikke få en øl eller et glas vin til maden. Faktisk tror jeg, at nogen steder ville man have nemmere ved at købe en pistol end en øl!
I Indianerreservaterne er det slet ikke unormalt, at hele reservatet har forbud imod at sælge alkohol af enhver art. Der har åbenbart været store problemer igennem tiden med alkoholiserede indianere.
Ellers kan man sige, at priserne er ganske fornuftige. Det er ikke dyrt at spise / drikke her.
BOLIG
Boligerne her svinger meget.
Der er steder, hvor hele byer består af trailere (lidt som man ser i film).
De kan være af forskellig stand - Men de fleste ude på landet, hvor der er meget langt til en større by - Ja de ligner sgu noget der burde rives ned.
Så har de de der færdigbyggede huse. Man køber åbenbart et, og så bliver det transporteret derhen, hvor du bor. På et punt så vi en lastbil kører med sådan et hus. Det manglede kun den ene side, og vi kunne derfor se ind i huset. Det havde alt. Køkken med komfur, skabe og gardiner. Underigt syn.
I byerne er husene også af forskellig stand. Det er tit træhuse man har. Og i de fattige områder kan man godt se, at det ikke er penge de har mest af.
I de rige områder mangler der til gengæld slet ikke noget. Husene er velholdte og haverne er pæne.
BILER
Bilerne her er bare store. Faktisk er nogen af dem næsten gigantiske. Jeg har set en pick-up truck, hvor toppen af kølerhjelmen var på højde med mig ( i hvert fald højere end den alm. bil der holdt ved siden af). Selve trucken var højere end mig. Og dem kører der mange af.
Dog kan man godt se, at benzinen er blevet dyrere her de sidste mange år. Amerikanerne er begyndt at tænke på benzinøkonomien - Og man ser nu langt flere ikke amerikanske biler. Faktisk læste jeg for nyligt, at Toyota pt. er det mest solgte bilmærke i USA. Jeg så også en reklame i TV, hvor man kunne få en GMC truck med hele 430 hestekræfter. Men hvad skal man med det - De må jo ikke køre mere end 115 km/t!
Deres campingvogne - Det er små huse. Ser man en stor campingvogn i Danmark, ja så er den lille i USA.
Alt her er bare stort.
TV
De har simpelthen en million kanaler her, som alle viser reklamer hele tiden.
Men lige meget, hvad man vil se, er det på en eller anden kanal.
INTERNET
Internet findes overalt. Jeg har endnu ikke været på et hotel, hvor der ikke har været gratis internet. Enten trådløst eller via kabel. Og alle reklamerer med det uden for - Så det er intet problem.
Afrejse København og ankomst Chicago
Klokken er kun 05.04 - Telefonen ringer ved siden af. "Godmorgen" lyder det superfrisk i telefonen "Er du klar til at tage afsted?".
Pludselig går det op for mig, at det er idag. Det er idag jeg skal afsted til Chicago. I løbet af 5 minutter er jeg i badet, står der og glæder mig. Kort før kl. 6 er jeg klar til tage afsted. Mine forældre kommer kl. 6 i bilen i kursen imod Kastrup er sat.
Checkin i Kastrup forløbet smertefrit. Selvom vi 2 gange af de samme mennesker (en gang ved checkin og en gang ved gaten) bliver spurgt om det samme. "Har I selv pakket jeres tasker? Har I noget med for nogen? Har I noget med der kan bruges som våben? ..." Og sådan fortsætter de et minuts tid.
Flyveturen går så fra Kastrup til Atlanta (Georgia). Her har vi så 2 timer før vi skal videre med et andet fly til Chicago. Det burde jo ikke være et problem - Og alligevel er det ved at blive det. Den security vi skal igennem efter at være landet, og inden vi kan komme ind i USA viser sig at tage lang tid. Faktisk bruger vi over en time bare på at vente der - Og da det endelig bliver vores tur, tager det 2 minutter og så er vi igennem. Derefra går det stærkt med at komme ned, flytte vores bagage fra et bånd til et andet, og afsted til gaten med flyet imod Chicago. Vi har nu ca. 20 minutter før flyet letter...
Vi ankommer til gaten små 5 minutter før take-off. Faktisk kunne det nok ikke være mere timet (Selvom jeg nok gerne have været foruden denne spænding). Vi boarder og gå op i flyet. Og Straks får vi at vide, at afgangen er udsat en time pga. thunderstorms i Chicago. Så efter en kort periode med lidt stress og småløben, har vi pludselig 1 time mere inden vi skal afsted. Det er lige tid nok til aftensmad.
Resten af turen forløber sådan set uden problemer. Vi ankommer til Chicago, finder vores bagage og prajer en taxi og kører til Hollyday Inn. Halv ni er vi på værelset. En øl i baren - Også er det i seng. Nu har jeg været oppe næsten 24 timer non-stop. Og selvom vi burde blive oppe lidt endnu - Ja så er søvnen ved at overmande os.
Chicago - Springfield
Så er kl. 6 lokal tid.
Jeg er temmelig frisk taget i betragtning at klokken kun er 6 (men OK - Det er jo 13 dansk tid).
Solen er ved at stå op. Vejret ser fornuftigt ud - Næsten skyfrit. Det er lidt svært at bedømme temperaturen herinde fra værelset. Air conditionen har kørt, og her er vel ca 20 grader. Men vejrudsigten siger, at det bliver op imod 28 grader idag. Og turen til Springfield skulle være "Partly Clouded" med risiko for "thunderstorms" ... Men dem kommer vi ikke til at se ;-)
Nå - Jeg vil tage mig et bad, få pakket lidt sammen, få lidt morgenmad - Og så vil vi hente motorcyklerne.
Here we come ... Lets get out on the highway...
Kl. knap 10 idag ankom vi ved EagleRider. Og her var vi ikke de eneste. Der var en stor gruppe af finner - Og de var alle igang med, at få deres motorcykler udlevet. Vi gik indenfor, og meldte vores ankomst - 20 minutter senere, 20 underskrifter og lidt forklaring - Så stod vi overfor vores motorcykler.
Jeg fik en Harley-Davidson Road King. Og den havde kørt hele 4 miles indtil nu! Mine forældre fik en lige så ny Electra Glide.
Efter at have fået pakket taskerne, kørte vi afsted. Vores endelig mål for denne dag skulle være Springfield. Dagen startede smukt. Høj sol, næsten skyfrit og op imod 30 grader.
Den første times tid gik med bare at komme ud af Chicago. Og selvom der var en del trafik, var det en fornøjelse af køre. Vejret var dejligt og Harleyen under mig - Ja den brummede som drøm.
Vores første holdt herefter blev i byen Wilmington. Her blev det til et stop ved en lille dinner. Og det var der åbenbart andre der også syntes de ville.
Dette var et syn, som skulle møde os mange gange i løbet af dagen. En masse andre på ferie på deres lejede Harleyer.
Efter en frokost gik turen videre ud i det blå. Og jeg som troede, at dagen ville byde på lutter sol, måtte sande, at vejret kan skifte hurtigt. Vi kørte direkte ind i et kraftigt regnvejr. Og vi blev våde. Vi stoppede lidt efter for at tage vores regntøj på, men der var skaden sket. Bukser og sko var meget våde. Men regntøjet kom på, og turen fortsatte. 15 minutter senere gjorde vi holdt igen, og tog regntøjet af. Uvejret var løjet af igen, men solen kunne ikke rigtig komme igennem. Så resten af dagen foregik i lettere overskyet vejr.
Omkring 18.30 ankommer vi til Hotel Hilton i Springfield. Og selvom denne første dag ikke har budt på de største turist mæssige oplevelser, har dagen alligevel været helt i top.
At køre på en Harley i "Guds eget land", mærke vinden i ansigten og bare lugte, føle og høre alt omkring en - Ja, det er jo nok sådan man skulle have det.
Den største turist mæssige attraktion vi så, var nok en gammel tank station, som var blevet restaureret.
Jeg kan snildt forestille mig, at det så sådan ud for mange år siden.
Ved ankomsten til Springfield skulle vi finde Hotel Hilton. Det viste sig lettere sagt end gjort, eftersom hele downtown var spærret af, da man skulle have en opvisning af gamle biler, speciel byggede biler mm.
Men en særdeles flink vagt, eksorterede os til parkeringspladsen ved Hilton. Og her syntes min far lige, at han ville lægge sin Electra Glide ned på siden (han glemte at sætte støttebenet ned ;-) ). Heldigvis skete der ingen skade...
Vi tog et bad, og smuttede så ud i byen for at spise.
Imorgen går turen så til St. Louis. Den er en kortere tur end idag, og vi har længere tid til at køre den. Så alt i alt skulle der være rig mulighed for at lege mere turist end vi har gjort idag.
Mig på min Road King - Taget af min far imens han køre |
DAGENS FACTS.
Afstand: 312,7 km
Køretid: 7 timer 30 minutter
Temperatur: 30 grader
Vejr: Solskin - Regnvejr - skyet
Maks. hastighed: 154 Km/t
Gennemsnitsfart: 76 km/t