Lake Havasu City - Santa Monica
Så var det det sidste stykke af Route 66 vi skulle ud på idag. Og rutens længste stræk. 530 km var den anslået til. Vi skulle helt til Los Angeles idag, og der var et par meget lange stræk i midten af Mojave Ørkenen. Til vores fordel kan siges, at det lige har regnet i californien, og derfor var det ikke mere end 25 grader idag. Ellers kan ørkenen godt byde på temperaturere over de 40 grader.
De første godt 100 km. var fra Lake Havasu og til Needles og lidt efter. Ikke det mest ophidsende stræk - Men alligevel flot med bjergene som baggrund og solen skinnende fra en skyfri himmel. 
Dog er det da værd at tag med, at i Lake Havasu er London Bridge. Eller rettere den bro, som for meget lang tid siden fandtes i London. Den blev pillet ned sten for sten, transporteret til Lake Havasu og genopført. En eller anden eksentrisk rig amerikaner købte den for 2.460.000 $ i 1962. Han havde beregnet, at det ville koste 1.200.000 $ at rive den den og genopbygge den. Derfor doblede han beløbet og lagde 60.000 til. 60.000 da han ville fylde 60, når den skulle indvies. Pudsig lille historie.
Grænsen imellem Arizona og Californien markeres af en hvid regnbue bro. Den bruges dog ikke mere til trafik, men transportere nu gas.
Ellers kørte vi laang tid i ørkenen. Der er virkelig ikke meget at se der - Andet end ørken. Og et par af de lokale fortalte, at idag var det koldt. Det havde kort for inden (et par dag før) regnet. Og det var i hvert fald 20 år siden, at det havde regnet en dag igennem. Iflg. de lokale sagde en anden (som jeg ville kalde lokal, men havde endnu ikke boet der i 30 år. Kun 20 og det gjorde ham ikke indfødt ;-) ).Langs vejen går der til højre en lille høj. 
På denne har rigtig mange mennesker lagt sten i mønstre, så de danner alle mulige navne. Ganske skægt at køre og se på. Vi kom også forbi et par træer fyldt med sko. Hvad den store mening med dem var - Ja der må jeg være svar skyldig. Men skægt så det ud.
Der var også et par træer, hvor man var begyndt at hænge underbukser - Igen hvorfor vides ikke.
Kort efter disse træer kom vi til Roy's. Roy's er kendt fra et par film. Bl.a. På stop med en dræber fra midt 80'erne. I forhold til, at stedet virkelig er i midten af ingenting, er det forbavsende velbevaret. Et skilt bekendtgjorde, at ejeren havde købt det med hensigt på, at gøre det til et inn sted igen. Hvis jeg forstod andre ret, kan man allerede nu sove i de små inn huse. 
Ejeren var forresten ham, som endnu ikke var lokal. Det eneste man kunne købe i hans "cafe" var vand, kaffe og lidt slik. Så på det punkt mangler han lidt endnu.
Efter en kop kaffe og lidt små snak - Ja så er vi igen på vejen. Og et skilt på vejen fortæller kort efter, at vejen kan være rough. Og det blev den. Dette var det dårligste stykke vej vi endnu har kørt på. Store huller, riller som får motorcyklen til at styre selv (eller sådan føles det) og generelt meget dårlig stand. Dette varede ved godt 35 km. Temmelig anstrengende at køre i. Og det gav en gang imellem nogle ordenlige dunk, når man kørte over et hul man lige havde overset. Her havde v-strommen klaret sig noget bedre....
Da vejen igen begynder at blive god, kommer der en kending. Bagdad Café. Her skulle vi selvfølgelig gøre et stop. Udefra ligner den ikke helt den café fra filmen, men inden i er det det samme. Og det er lidt underligt at være præcis der. Mine forældre havde længe sagt, at jeg skulle glæde mig til det, da der var en bartender, som var gammel, havde gebis, 
og kørte dette gebis rundt i munden og rullede med øjnene. Og man kunne få cheeseburger. Ikke andet, da han var alene. Men idag er der i hvert fald 3 på job. Og vi kommer imens der kun er et par andre lokale. Vi får bestilt et par burgere og venter Alt imens vi venter, kommer der en person ind og siger "2 buses are coming!".
Og det må man sige de gjorde. Pludselig vælter der franskmænd rundt i caféen, og de snakker og køber souvenirs og fyldet meget. Ikke negativt, men man kan godt mærke, at caféen ikke er så stor. Dog er de allerede afsted en halv times tid senere. Damen bag baren undskylder, at det kort var så hektisk - Men sådan er det jo. Vi slutter der med et billed af os 3 bag ved baren sammen med servitricen.
Herefter går det imod vores hotel i Los Angeles. Der er stadigvæk knap 300 km. til dette. Og det tager ikke mange kilometer efter Bagdad Cafe, førend de første forstader viser sig. Faktisk er det helt utroligt at køre ind til Los Angeles fra øst. De sidste 250 kilometer foregår i bebyggelse. Det svarer til at kører fra Århus til København uden at komme ud af byen. Og deres motorveje - Allerede fra starten er de 3 sporede. Men de ender med at være 6 sporede. Og det er en søndag vi kommer, og trafikken er som i København i myldretiden. Det er simpelthen utroligt. Og med sådan en trafik - Ja så er klokken godt 19 da vi ankommer til hotellet. Og tak for GPSen. Ellers havde den da været 23 inden vi var kommet. GPSen har simpelthen været genial (og næsten uundværlig) at have med.
Selvom det var sidste del af Route 66 har vi lige to dage i Los Angeles Imorgen tager vi et smut il Solvang med turen langs kysten.
DAGENS FACTS.
Afstand: 538,1 km
Køretid: 10 timer 34 minut
Temperatur: 25 grader
Vejr: Solskin
Maks. hastighed: 132 Km/t
Gennemsnitsfart: 81,4 km/t